Hvad tager din hund i timen?

Moneybags

Hård arbejde

Når vi træner vores hunde beder vi dem gøre noget der er unaturligt for dem at gøre i lige denne situation.

Vi beder dem gå i vores tempo når det er mere naturligt for dem at gå hurtigere.

Vi beder dem sidde når de hellere vil stå eller hoppe op.

Vi beder dem lægge sig når de hellere vil være aktive.

Vi beder dem lave alle mulige krumspring, snurre rundt, spille død, give pote osv. når VI syntes de skal gøre det og ikke når det er naturligt for dem at gøre det.

Så det kan man vel godt kalde deres arbejde.

Lønforhandling

Nogle hundetrænere er imod at belønne hunden med mad, de føler det er at ‘bestikke’ hunden til at adlyde. Men hvorfor skulle de gøre ting for os uden at blive belønnet.

De færreste af os ville gå på arbejde hver dag uden at få noget for det. Det er dejligt at få ros for et godt stykke arbejde men det kan vi jo ikke leve af.

Og hunde bliver også meget mere motiverede til at arbejde og lære, hvis de får noget for det.

Men ligesom hos os, er det forskelligt hvor meget der skal til for at motivere dem.

Da penge ikke rigtigt betyder noget for vores hunde er det jo heldigt at andre ting motivere dem lige så godt.

Men selvom et stykke tørfoder måske er nok til at give pote derhjemme når der ikke er meget andet at lave, så skal der noget mere til for at gå pænt når der er andre hunde på gaden.

Sådan er det ihvertfald for vores Loke. En lind strøm af små stykker skinke, frikadeller. lakseguffer m.m. kan opveje ophidselsen han får når han ser andre hunde – mindre kan ikke gøre det endnu.

Og efter et godt stykke tid er han nu begyndt at se på mig når vi møder en hund – for var der ikke noget om lidt guf?

Så for Loke er et stykke tørfoder ikke ‘penge’ nok til at gå pænt når der er andet der er MEGET mere spændende.

Men en ‘lakseguf’ har værdi nok til at han kan gå pænt selv når vi møder en hund.

Ville du arbejde gratis?

På den måde er hunde vel ikke så anderledes end os. De færreste af os går på arbejde fordi vi ikke har noget bedre at tage os til.

Vi vil have noget for det og er det noget svært vil vi have mere for det.

Lad os sige nogen bad dig om at holde en tale foran en sal fuld af mennesker.

For nogen er det så unaturligt og skræmmende at ikke en gang 100.000kr kunne få dem til det.

For andre er det både naturligt og givende at være i centrum, så de ville gøre det uden at få noget for det.

Midt i mellem er så alle dem der måske ville gøre det for 100kr eller 1000kr eller 10.000kr.

Sådan er vi så forskellige!

Find din hunds valuta

Og hunde er også meget forskellige.

For nogle er leg en belønning, for andre mad og for andre igen at blive kløet bag øret.

Og det kan jo også komme meget an på situationen hvad der virker for dig og din hund.

I en, for din hund, krævende situation skal der måske noget mere lækkert mad til end en opgave der er let for din hund. Der kan du måske slippe billigt ved bare at rose den.

Så find ud af hvad der virkelig motiverer og belønner din hund.

Min hund er ikke interesseret i mad

En lille anekdote:

Jeg er ude og gå med mine to hunde da vi møder en yngre dame der kommer gående med sin pænt store hund.

Den bliver så ophidset da den ser os at den farer gøende frem mod os og hun kan ikke holde den.

Jeg slipper så mine 2 så de kan tage deres egne forholdsregler (heldigvis på en ikke ret trafikeret vej) og begynder selv at gå afslappet væk fra hunden.

Loke følger til min store forbavselse efter mig (og frikadellerne) og Pippi observere hvad der sker.

Den fremmede hund stopper op og begynder at snuse til jorden og damen får fat på sin hund og undskylder mange gange.

Jeg foreslår hende at hun får kontakt med sin hund meget tidligere når hun ser andre hunde og holder den interesseret i hende med godbidder.

Hun fortæller mig at den ikke gider spise dem og prøver at vise mig det ved at tage et stykke tørfoder og give den til hendes hund. Han er ikke interesseret.

Men da jeg tager et lille bitte stykke frikadelle op og byder ham er han pænt meget interesseret. Så joh – hvis ‘pengene’ er gode nok (mad, leg, ros) så skal hunden nok være der.

Rettidig omhu

Men det kræver i lige så høj grad ‘timing’ af din belønning.

Hvis du får din hunds opmærksomhed i tide – altså inden den bliver for interesseret i noget andet – så er det lettere at holde den.

Men når først din hund har fået øje på katten og er sat igang efter den, så kan du smide nok så mange frikadeller og flæskestege efter den. Så er ‘fuglen fløjet’ om man så må sige 🙂

 

 

Del endelig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *